Gode råd og regler
Her har vi samlet gode råd og regler for deltagelse på netdelen. Det er vigtigt at I sætter jeg godt ind i reglerne på forhånd, så I undgår at få afvist jeres ellers gode besvarelser.
Point
Når patruljen har besvaret en netopgave, vil den blive rettet af Væbnermesterskabsudvalget. Det højst mulige antal point, er angivet på opgaven. Nogle opgaver rettes med rigtigt eller forkert, og giver dermed enten nul point eller max point. Andre opgaver rettes efter bedømmelse og giver enten 0 %, 20 %, 40 %, 60 %, 80 % eller 100 % af det højst mulige antal point. Dette er som oftest foto-, lyd- og videoopgaverne.
- 0 % gives for besvarelsen, som ikke løser opgaven eller i det mindste gør et forsøg på det.
- 20 % gives for besvarelsen, som er et godt forsøg, men som ikke rigtig holder.
- 40 % gives for besvarelsen, som er et godt forsøg og delvist rigtig, men hvor del elementer er udeladt.
- 60 % gives for besvarelsen, som er rigtig (eller næsten rigtig), men hvor der godt kunne være skruet lidt mere op for ihærdigheden.
- 80 % gives for den gode besvarelse, hvor der er gjort et godt stykke arbejde. Man kan mærke patruljen er bevidste om hvad de laver og har brugt tid på at lave en god opsætning
- 100 % gives for den ekstraordinært gode besvarelse, hvor det både er en fornøjelse at være med til besvarelsen og for os at opleve den. Der er gjort et ekstra stykke arbejde for at fremhæve detaljer og finish. 100 % gives kun til ganske få patruljer pr. netopgave
Regler for besvarelser
Da dette er en konkurrence, er der også nogle forskellige regler for, hvordan man kan besvare en opgave. Det er til enhver tid Væbnermesterskabsudvalget, som endeligt afgør, om reglerne er blevet overtrådt og hvilken konsekvens, det skal have. Der kan være tale om at patruljen kan få fratrukket point eller i yderste tilfælde, at patruljen kan blive udelukket fra at deltage i Væbnermesterskabet.
- Patruljens løsning skal være moralsk, etisk, og sikkerhedsmæssigt forsvarlig
- En opgave skal besvares af en samlet patrulje. Det er ikke tilladt at bruge en anden patruljes billeder eller besvarelser. Lyder opgaven “Byg et billede af et sandslot”, så må hverken sandslottet eller billedet af sandslottet genbruges af en anden patrulje.
- Fotoredigering:
Man må gerne redigere sine billeder (nyt fra 2024), men overvej om det er en bedre løsning. Vi vægter patruljeoplevelsen højt så derfor vil det ikke altid give en fordel at redigere billeder. Skal I f.eks. tage et billede af patruljen foran eifeltårnet, så vil vi hellere se jer bygge eifeltårnet af mælkekasser, snor og stof, end at se jer redigeret ind foran et billede af eifeltårnet.
- Det er ikke tilladt at lave collager, hvor man samler flere billedet i et . Vælg derfor det billede I bedst mener besvare opgaven og upload det.
- Lokationer eller lignende må gerne genbruges af flere patruljer. Skal der tages billede af patruljen sammen med byens bager, så skal I altså ikke på jagt efter en ny bager til hver patrulje.
- Der kan derudover være specifikke krav til løsning af de forskellige opgaver. Disse vil være nævnt i opgavebeskrivelsen.
Den gode besvarelse
- Tag tydelige billeder, så det er let at se, at I har besvaret opgave, som den er beskrevet i opgavebeskrivelsen.
- Tænk på, hvad vi har ment med opgaven. Ikke alle opgaver giver gode point for den “kreative løsning”. F.eks. ”Tag et billede af patruljen, der samler ind til Folkekirkens Nødhjælp”... så skal I ikke lave jeres egen indsamlingsbøsse og lade som om, I samler ind. Vær opmærksom på hele opgaveteksten. Står der f.eks.: Tag et billede af patruljen med en tegning af VM-logoet, så skal I ikke tage et billede af patruljhen med VM logoet lavet af frugt.
- Er der en opgave, som I har svært ved at løse, så kan I forsøge jer med en “kreativ løsning”. Det er ikke altid, det giver pote, men hvis I har en fantastisk, original løsning på en opgave, så prøv ad.
Opgavetid
Opgaven kan besvares i hele det tidsrum, som er angivet på opgaven. I kan ændre svaret så tit, I vil, men når opgavetiden løber ud, er opgaven lukket og det sidste svar, som er angivet, er det endelige.
Svartyper
Der findes fem forskellige slags opgaver på nettet; tekst-, multiple choice-, foto-, video- og lydopgaver. Desuden bliver der på opgavesiden lagt særlige informationer. Dette sker især på hotspots, hvor informations-”opgaverne” kan bringe jer videre i en historie.
Tekstopgaver
En tekstopgave besvares ved, at I skriver noget tekst. I skal måske finde et svar ved at søge på nettet, eller afprøve det praktisk derhjemme. Der er også opgaver, hvor der skal knækkes alle mulige slags koder eller udfordringer, som vi har filmet eller på anden måde lavet til jer. Fælles for alle disse opgaver er, at I skal svare med noget tekst.
Multiple choice-opgaver
En multiple choice-opgave besvares ved at vælge en af de svarmuligheder, vi har givet jer. Der skal fx vælges det rigtige årstal eller navn, der er svaret på et spørgsmål.
Fotoopgaver
En fotoopgave skal besvares med et billede som patruljen har taget, det kunne for eksempel være af patruljen sammen med en prins.
Videoopgaver
En videoopgave besvares med en video, eksempelvis af patruljen der danser til et ABBA-nummer.
Lydopgaver
En lydopgave besvares med et lydklip, eksempelvis af patruljen der fløjter en sang fra march og lejr.
Særligt om foto- og videoopgaver
Det er vigtigt, at I tager billeder, som er skarpe, og som fanger netop det, som opgaven beder jer om at gøre. Det er ærgerligt at bruge lang tid på at gøre klar til et foto, som desværre bliver uskarpt, eller ikke fokuserer, på det, som er vigtigt. Et dårligt foto, har betydning for, hvor mange point, I kan få for en opgave. Tænk derfor over disse tre råd:
- Tæt på! Stil dig tæt på det, som du tager et billede af. Hvis patruljen skal være sminket som katte, så skal du tage et billede af ansigterne tæt på og ikke et fuldkropsbillede på 10 meters afstand.
- Ryd op! Søg for at der kun er det med på billedet, som passer ind i opgavebesvarelsen.
- Stil skarpt! Sørg for at billedet er skarpt og at der er nok lys. Tag gerne mere end ét billede - så har I lidt at vælge i mellem.