Introduktion
Væbnermesterskabet er en konkurrence i to dele. Den ene del foregår på nettet og hjemme fra kredsens computer. Den anden del foregår i København og er en lejr med opgaver, poster og meget andet. Begge dele løses i små grupper, som vi kalder patruljer.
Patruljen
Når man deltager på Væbnermesterskabet arbejder man i patruljer bestående af 3-6 væbnere, seniorvæbnere eller seniorer og 1-2 patruljeledere. Kredsen må gerne have flere patruljer med i konkurrencen. Der kæmpes i to kategorier; væbnerkategorien (5.-8. klasse) og seniorkategorien (9. klasse-18 år*). Det er den ældste deltager i patruljen, hvis alder afgør, hvilken aldersgruppe, patruljen deltager i.
Hver patrulje skal have en patruljeleder, som skal være fyldt 18 år. Patruljelederen har ansvaret for patruljen og skal afgøre, hvordan Væbnermesterskabets tilbud passer bedst til patruljen. Patruljen kan evt. have en ekstra patruljeleder, der skal være mindst 15 år på Finalen.
Netdelen
Konkurrencen starter allerede i løbet af foråret, hvor patruljen kan besvare opgaver på nettet. Patruljen får et log-in til hjemmesiden, og kan løse de opgaver, som bliver lagt ud på siden. Opgaverne åbner og lukker på forskellige tidspunkter, men patruljen kan følge med på siden og se, hvilke opgaver som kommer og hvilke opgaver, som snart lukker. Opgaverne besvares enten med tekst, et foto eller en videooptagelse. Når opgaven bliver rettet, får patruljen point for besvarelsen.
I løbet af foråret er der to dage, hvor der kommer flere opgaver end normalt. Disse dage kalder vi Hotspots. Her løser patruljerne opgaver på samme tid med alle andre patruljer i landet.
Finalen
Finalen foregår fra onsdag til søndag i Kr. Himmelfartsferien. Her mødes alle patruljer: både dem, som har kæmpet undervejs på Netdelen men også dem, som først starter deres VM op her, for det er nemlig ikke et krav, at patruljen har deltaget på Netdelen. Torsdag, fredag og lørdag løser patruljerne udfordrende og sjove poster og løser mysterier og opgaver. Posterne er spredt ud over hele københavnsområdet, og patruljerne kommer rundt ved hjælp af bus, s-tog og metro, som alle får udleveret billet til. Hver dag får patruljen et kort med nogle poster, som de må løse. Ud over posterne får patruljerne også hver dag udleveret et ark med opgaver, som de kan løse mens de kører i tog eller holder pause.
Gør det, som passer jer bedst
I bestemmer selv, hvor meget I bruger fra Væbnermesterskabet. Nogle deltager i netdelen, nogle kun i Hotspots og andre kun i Finalen. Og igen er der nogle, som tager hele pakken fra start til slut. Find ud af hvor meget Væbnermesterskabet skal fylde i jeres sæsonplan og tag det med, som i har lyst til.