Postmandskab

Postmandskab er en af de vigtigste funktioner på hele Finalen. Du er som postmandskab med til at skabe deltagernes oplevelser og vi er dybt afhængige af at have verdens bedste postmandskab. Det er postmandskabet der udfører alt det udvalget har planlagt i praksis, og skal sådan set bare møde op og være klar til at give den gas. Der er sørget for materialer og postbeskrivelser

Postmandskab på Finalen

Under et Væbnermesterskab er der en masse opgaver der løses af gode frivillige hjælpere. Den klart største opgave er bemanding af poster og mere præcist er det i følgende tidsrum:

  • Torsdag 7-18 (Posten har åbent fra 8-17)
  • Torsdag 19-22
  • Fredag 7-18 (Posten har åbent fra 8-17)
  • Lørdag 7-18 (Posten har åbent fra 8-17)
  • Lørdag 20-23

Det er postmandskabet der i det fleste tilfælde sætter de mindre materialetunge poster op. Da posten skal være klar til klokken 08:00, må det forventes at man tager afsted fra lejren allerede kl 07:00 - måske før - for at kunne nå at være klar. Der er morgenmad til alle medarbejdere og postmandskab fra kl 06:00 i postmandskabets fællestelt på lejrpladsen

Postmandskab for en patrulje

Hvor meget postmandskab skal kredsen stille med?

En kreds skal stille med én medarbejder/postmandskab pr. to tilmeldte patruljer, til hvert af de ovenstående tidsrum. Det behøver ikke være den samme person, to personer kan altså godt dele tjansen for samme patrulje De skal blot begge oprette sig som postmandskab og angive hvilke tidsrum de dækker for patruljen. En person skal tage en hel blok af gangen, man kan altså ikke afløse hinanden midt på dagen - dette af hensyn til postensafvikling, fairness og patruljens samlede oplevelse på dagen. Tilmelding sker via tilmeldingsfunktionen på forsiden.

Postmandskabet kan selvfølgelig være hos, spise og sove med patruljen udenfor de ovenstående tidspunkter. Det kan være en medleder, en storebror eller et bestyrelsesmedlem. Det eneste det kræver at vedkommende er minimum 18 år og en fornuftig person.

Medarbejdernes/Postmandskabets transport til og fra Finalen betales af patruljen, mens Væbnermesterskabet til gengæld betaler transporten under Finalen og giver en sandwich til frokost torsdag, fredag og lørdag. Hvis et postmandskab kan spise mere end en sandwich eller gerne vil have lidt godter undervejs står det frit for, men det er for egen regning.

Postmandskab uden patrulje

Du kan også være postmandskab uden at være tilknyttet en patrulje. Det koster ikke noget og Væbnermesterskabet betaler din transport til og fra Finalens lokation. Vi har altid brug for postmandskab, så hvis du har lyst til at være med på årets Væbnermesterskab så skriv en mail til vm[SnabelA]mesterskabet.dk eller tilmeld dig på tilmeldingen på forsiden.

Har du yderligere spørgsmål om sjak så skriv endelig til vm(a)mesterskabet.dk

Medarbejdere generelt

Der er mange der hjælper til, for at få afviklet Væbnermesteskabet og det er vi taknemlige for. Alle der hjælper til på Finalen kaldes samlet set for medarbejdere og klarer en masse vidt forskellige opgaver. Den største del af vores medarbejdere er postmandskab. Vi har medarbejdere i følgende kategorier:

  • Bemanding af poster
  • Bemanding af Receptionen
  • Køkkentfolk der laver mad til medarbejdere
  • Postopsætningsfolk
  • Klatre og kanospecialister
  • Skadesbegrænsere
  • Plads folk der holder lejren pæn
  • og meget andet